Note: Korrigeret version. Fejl i krebsens tegn i trykt version (Prana 39) er rettet.
En rolig start på året med mere udadrettet energi hen ad vejen.
Flere planeter er retrograde (går baglæns set fra Jordens side) i starten af 2025. F.eks. flytter ildplaneten Mars fra Løvens tegn ind i Skorpionens vandelement, hvor den bliver til medio april.
I den periode kan der være god fokus på de hjemlige sysler, hvor man kan få lyst til at sanere nogle værelser eller rokere om i de hjemlige gemakker. Det kan være, man flytter arbejdsmæssige opgaver ind i hjemmet, fordi man mærker, at det er her, ens kreativitet flyder rent igennem. Man har brug for mindre støj omkring sig til ikke at forholde sig til for mange indtryk fra omgivelserne. Det er med andre ord en god tid til at fokusere på indadvendte opgaver og lade idéerne forme sig fra det mere stille sind.
Vi er alle p.t. inde i en mere psykologisk fortættet og udfordrende tid, hvor ro og stilhed bliver vigtigt at kunne finde i hverdagen. Det indre ”abesind” kan hurtigt få nok af alle de ydre informationer, så der opstår ”tankekrig” i sindet.
Der sker for tiden mange skift i vores fysiske tidsakse, og for at stå imod dette kan Vædder-mennesker få glæde af at kunne bevare fokus i den første tid af året.
Planeten Pluto har skiftet tegn fra Stenbukkens tegn til Vandbærerens lufttegn, hvilket for Vædderens mennesker sætter mere fokus på at deltage i eller lede fællesskaber blandt vennegrupper eller faglige grupper for at kunne imødekomme en længsel efter forbindelse til givende projekter.
I februar går kærligheds- og værdiplaneten Venus ind i tegnet og bliver dér resten af halvåret, hvilket kunne give endnu mere næring til hjerte-fællesskaber og hjerte-relationer.
Tag fat på kærligheden!
En tid, hvor der er plads til forandring og fornyelse.
De sidste par år har flere Tyre-mennesker sikkert mærket planeten Uranus’ gang i tegnet.
Uranus symboliserer uafhængighed og oprør mod givne, stramme og udlevede normer. Den opfordrer til frihed og voksen selvstændighed.
I denne periode i 2025 er det især mennesker født i dagene 12. – 17 april, der mærker planetens indflydelse. Mange vil opleve en større nervemæssig intensitet og behov for at frigøre sig fra udvandede vaner og følge egne inderste behov for at mærke sin essens. Måske prøve at realisere længsler og ønsker, man har haft hele livet, men som de givne omstændigheder i den fysiske verden har forhindret.
Uranus betegnes ofte som ”klassens frække og uregerlige barn”, der hele tiden får nye, ”uartige” idéer, der skal udleves for at få ro i kroppen.
Tyre-mennesker har ofte brug for tryghed og ydre sikkerhed, men i disse tider vil mange født i tegnet få behov for at komme ud af komfortzonen og blive mere selvstændige.
Ellers er denne periode skabt til gode samtaler og dialoger, idet en stærk opposition i to andre faste tegn mellem planeterne Pluto (eksistentielle valg og transformation) og Mars (aktiv energi og ego-kraft) betegner årshoroskopet. I et oppositionsaspekt, hvilket vil sige, at to planeter står 180 grader over for hinanden, er det muligt at opleve, om du står over for en bekendt eller en helt fremmed. I denne tid, hvor der er så meget splid mellem mennesker på planeten, kan det være nyttigt at arbejde med sine skyggesider, det vil sige de indre tilstande, som andre mennesker vækker i én selv.
Hvis man erkender dem, vil samtaler og samvær blive berigende, uanset hvor forskellig og uenig man er. Pøj-pøj med det!
En mulig periode med fornyelse og realisering af konstruktive idéer.
Det er, som om mange Tvillinge-mennesker i denne periode – første halvår af 2025 – kan få luft under vingerne og tage nye skridt ud i verden og realisere idéer, der har været planlagt og ønsket et stykke tid.
Planeten Jupiter (åbenhed, hjerteenergi, udvidelse og optimisme) transiterer tegnet i hele perioden. Planeten står cirka ét år i hvert tegn i dyrekredsen og har allerede opholdt sig i Tvillingernes tegn siden maj 2024. Især mennesker født i dagene 13. – 20. juni vil mærke Jupiters berigende indflydelse.
Det er om at tage den eventuelle udvidelse og medvind ind med åndedrættet og turde berige sit liv og udleve hjertets ønsker. Indtil 4. februar går planeten retrograd (baglæns), så den første tid af året virker den indre kreativitet og skaberkraft bedst. For så i løbet af de dage, hvor lyset tidligt forår gryr frem at få gang i den mere udadvendte fase af sin virkelyst.
Planeten Saturn arbejder i samme periode i et andet bevægeligt stjernetegn, nemlig Fisken, der står i et spændingsaspekt (det vil sige et aspekt, hvor man skal arbejde noget dybere og målrettet for at få sine behov igennem). Det vil sige, at de to ovennævnte planeter (Jupiter og Saturn) står i spænding til hinanden, hvilket kan give en periode, hvor man skal turde udvide livet, samtidig med at man tager lederskab og det fulde ansvar for sine projekter.
En tid, hvor udvikling sker gennem to skridt frem og ét tilbage. For således at få projekterne solidt forankret til størst muligt udbytte.
Mennesker født i de første par dage af tegnet vil mærke Plutos indflydelse fra det andet lufttegn Vandbæreren og således få mulighed for udvidet tilgang til intuition og inspiration. Held og Lykke!
Tid til at arbejde aktivt med følelsesmæssige behov og egenomsorg.
Fra 7. januar 2025 går energiplaneten Mars ind i Krebsens tegn, hvor den bliver til 18. april.
Det indikerer en periode, hvor mennesker født i tegnet kan få realiseret nogle opgaver i livet, der har ventet på et skub indefra. Mars virker ofte på mennesker med lyst til handlekraft og igangsætter måske det mod, man før har manglet for at stå ved sig selv i den livssituation, man er i. Det er på med vanten og give udtryk for de inderste behov, som Krebsens mennesker sagtens kan mærke, men som man af misforstået hensyn til andre lader blive inde bag Krebseskjoldet.
Derfor har jeg i overskriften for kapitlet nævnt ordet selvomsorg. Vi kan ikke give autentisk omsorg for andre, hvis vi ikke har det godt med os selv. Og da Krebsen er et vandtegn, hvor følelserne for familie og venners habitus ofte er styrende for livet, så er det tid til at tilfredsstille egne behov. Det, der kaldes sund egoisme.
Desuden sender planeten Saturn (ansvar, lederskab, struktur) sine livgivende stråler fra et andet vandtegn, Fisken, hvorfor det skulle blive muligt at være sand over for egne behov og projekter.
Krebsen er et kardinaltegn (man vil gerne selv bestemme og kontrollere livets gang), hvilket giver et ekstra incitament til at navigere konstruktivt i det følelsesmæssige.
Planeten Pluto har, som omtalt i mine astrologiske skrifter før, skiftet tegn fra Stenbukken til lufttegnet Vandbæreren, hvorfor Krebsens mennesker kunne åbne for endnu mere intuition og inspiration til berigelse af den psykiske verden, som Skorpionen er rig på.
En god tid til at huske den bibelske regel om ”bjælken i eget øje i stedet for fokus på splinten i den andens øje”.
”Det, man siger, er man selv, for det er så aktuelt.”
Fokus i denne tid er på selvværd og livsglæde.
Det kunne se ud, som om Løvens mennesker har haft en rimeligt god og glædelig Jul og Nytår, idet flere planeter har transiteret ildtegnet, som Løven også er. Dette fortsætter i den tidlige start af året, så man går forhåbentlig ind i det nye år med fornemmelsen af, at alt er muligt.
Dog er energiplaneten Mars retrograd (går baglæns set fra Jordens side). Således sidder optimismen nok mest på de indre planer, mens man arbejder i denne periode på at finde idéer til det kommende års ønsker og projekter.
Fra 18. april går Mars ind i Løvens tegn igen, hvilket kunne være en gunstig tid til at realisere de indvendige ønsker. Nu er den indre tilstand klar til at sparke projekterne i gang, og måske i samarbejde med ligesindede kan man udfolde det hele i den fysiske verden.
Mennesker født i de første par dage af tegnet vil mærke planeten Plutos virkning, idet den netop i slutningen af 2024 entrerede i det modsatte tegn af Løven, nemlig Vandbæreren. Da Pluto opholder sig godt 20 år i hvert stjernetegn, har dens indvirkning på vores personlige horoskoper ofte en eksistentiel og transformerende betydning. Hos Løve-men-neskene handler det om Solstjernen, der bestråles af Pluto. Mange vil opleve en trang til forandring for at udvide bevidstheden om sig selv. Opsøge spørgsmål som ”hvem er jeg?”, ”hvad er det vigtigste i livet?” og ”hvis jeg døde nu, hvad mangler jeg at gøre for mig selv eller andre?”.
Når man har gennemgået denne psykologiske og spirituelle ”hovedrengøring”, står man tilbage med en kæmpe livsindsigt og erfaring, andre kan blive inspireret af.
”Som man sår, høster man.”
Jomfruens mennesker fremstår som regel rimeligt fornuftige med styr på planlægning af livets detaljer og organisering. Men tag ikke fejl af, at mange også har et totalt roderi et eller andet sted i livet, enten i den fysiske eller den mentale verden. Jeg har ofte siddet i astrologiske samtaler med Jomfruens mennesker, der udadtil virker saglige og fornuftige, men som erkender, at de roder i nogle store hjørner af hjemmet eller i livet.
I denne periode kan det være gavnligt at tage lederskab i forhold til relationer, parforhold og familieforhold.
Planeten Saturn (ansvar, erfaring og seriøsitet) transiterer i denne tid oppositionstegnet Fisken, hvilket sætter fokus på relationer, parforhold og venskaber. Tiden er til at forholde sig til, hvordan man afgrænser sig i områder, hvor man er så omsorgsfuld, at man udmattes.
Man vil så gerne hjælpe til, men for mennesker født i dagene 6. – 20. september gælder det om at turde sige fra til det i livet, der ikke giver energi og mening længere.
Måske har man ønsker om at skifte job, men skal lige have mod til at sige det højt, fordi det måske indvirker på pengepung og ydre fornuft. Men ved at kigge på sandheden i sig selv kan man mærke, at tiden er til enten at sige højt, hvordan man egentlig har det, eller sige op. Da Jomfruens mennesker har en indbygget tendens til at tjene gennem arbejde og omsorg for andre, kan det føles meget egoistisk at følge egne indre behov og dermed måske såre andre.
Men Saturn hjælper dig til at tage konflikten op indefra og træffe en afgørelse, hvor du følger egne behov og derved bliver en endnu bedre ”tjener” for de andre.
En ny tid gryr – tør du lave forvandlingen?
Jeg har valgt denne overskrift for Vægtens tegn for denne periode, fordi der både kollektivt og for stjernetegnene enkeltvis sker et stort energiskift på stjernehimlen. Planeten Pluto (symboliserer transformation, eksistentielle livsvalg og fordybelse) skifter fra 23 år i Stenbukkens tegn til de næste 18 år at være i Vandbærerens tegn. Vandbærerens tegn er et lufttegn, hvor de to bølger symboliserer henholdsvis intuition og inspiration. Vægtens tegn er også et lufttegn, hvor tankebaner betyder meget, og de to tegn har en konstruktiv sammenhængskraft indbyrdes. Luft genkender luft.
Især mennesker født i de første dage af Vægtens tegn vil mærke, hvordan Plutos stråler sender bølger af ny inspiration gennem idéer og tankebaner ind til livet. Det kunne føles, som om der åbner en ny ”port” i auraen, som skaber mere plads til sjælens stemme.
Det er tiden til at forny sig selv indefra. Skabe nye muligheder og realisere indre ønsker ud i den fysiske verden.
Desuden arbejder planeten Jupiter sig igennem et andet lufttegn, Tvillingerne, hvilket mennesker født i dagene 13. – 22. oktober vil kunne mærke, især hvis man er åben for at mærke og følge hjertets stemme. Det kunne bl.a. resultere i en rejse til at ukendt sted på Jorden, som man altid har ønsket at besøge. En rejse af både indre og ydre betydning. Tag fat om dine dybe behov og ønsker i denne periode, planeterne bakker dig op!
Det kunne også være en periode, hvor Vægtens mennesker søger mod nye og givende fællesskaber, fordi man har lyst til at mærke en sammenhængskraft, hvor fællesskabet forhøjer og inspirerer det individuelle menneske. Dele for at hele!
I hele maj måned står planeten Venus i oppositionstegnet Vædderen, hvilket kunne åbne mulighed for værdi og kærlighedsskabende relationer.
Tid til selvransagelse og værdiskift.
Skorpionens mennesker kan lide at arbejde i dybden med livets tiltag. Som regel kigger disse mennesker indad i sindet og sjælen først, hvis der skal tages en større beslutning, inden man handler ud i verden.
Skorpionen forsker først i sindets baner for at søge sandheden i sig selv, inden man præsenterer denne sandhed for verden. Denne periode kunne sagtens være en slags forskningstid for Skorpion-menneskene, fordi der er flere planeter, der indikerer fordybelse
og selvransagelse, hvor man kan åbne for nye kreative kræfter fysisk, psykisk og spirituelt.
Det er især mennesker født i de første tre dage af tegnet, der vil mærke tilværelsens forsøg på at gå i dybden med livet, således at man oplever nogle kvaliteter inde bag den sædvanlige facade. Ligesom alle mennesker på et tidspunkt i livet vil mærke planeten Plutos (symboliserer transformation, eksistentielle valg, liv og død) indvirken i horoskopet,
vil Skorpionens mennesker også blive påvirket af den kraftige opposition, der kendetegner det kollektive horoskop for 2025. Oppositionen mellem planeterne Mars og Pluto fra Løvens til Vandbærerens tegn. Skorpionen og Løven tilhører Dyrekredsens faste tegn, der astrologisk set handler om Guds vilje til kærlighed gennem menneskeheden.
I denne tid kan Skorpion-menneskene få en mere aktiv rolle med at få kærligheden til at strømme gennem livets mange facetter. Det svære ved en opposition er, at det kan få stærke fordomme op i dem, der har en tendens til at bebrejde andre for det, der er usynligt i dem selv. Eller en opposition kan synliggøre behovet for at mødes og række hånden ud, også til dem, man ikke kan forstå, og som man er uenig med.
Skorpioner er som regel tilhængere af sandheden, hvilket mange vil komme tættere på via selve livsoplevelserne i denne periode.
På med pilen til næste spændende projekt.
Forhåbentlig har mange mennesker født i Skyttens haft en levende og nydende Jul med gode samtaler og dejlige hyggestunder, idet kommunikationsplaneten Merkur har transiteret tegnet hele december måned og de første dage af januar 25.
Herefter følger en tid, hvor man lige fordøjer de nye aftaler og fællesskaber, der er opstået, og lader det hele synke ind, mens Merkur går videre til jordtegnet Stenbukken.
Planeten Jupiter (optimisme, retfærdighed, hjerteenergi og udvidelse af indre lysfrekvens) transiterer oppositionstegnet Tvillingerne i hele første halvår af 2025. Det kunne fremme relationer af spirituel og venskabelig karakter. Man beslutter sig måske for at foretage en større udlandsrejse, hvis formål har betydning for både den indre og den ydre verden. Tid til at finde sin eventyrlyst. Dette gælder især for mennesker født i dagene 5. – 20. december.
I april måned går energiplaneten Mars ind i det andet ildtegn Løven til gunst for Skytten. Dette kunne manifestere sig i form af mere energi til kropsligt arbejde som f.eks. fitnessbesøg eller ombygning af hus og sommerhus.
Mennesker født i dagene 14. - 20. december vil også mærke planeten Saturns indflydelse fra Fiskens tegn. Saturn arbejder med lederskab, struktur, grænsesætning, sandhed og ansvar, hvorfor mange vil møde nogle ”bump” på vejen i forhold til at markere egne behov. Her er fokus på, om selvværdet skal have opmærksomhed, så man tydeligt kan mærke sine værdimæssige grænser. Det kan være en chef, en kollega, et familiemedlem, der udfordrer én til at sætte en klar grænse for, hvad man vil finde sig i.
Saturn er den planet, der bygger bro mellem ånd og krop og lærer mennesker at være i den fysiske verden og bevare sig selv og stå ved den, man er.
Mulighed for en energifuld og kreativ start på året efterfuldt af indre nærvær.
Stenbukkens mennesker vil sikkert mærke, at kommunikationsplaneten Merkur i hele januar befinder sig i tegnet. Tiden er til gode samtaler, lave spændende aftaler eller søge fordybelse i relevante bøger. Man vil en nysgerrighed i den indre og ydre mentale verden.
Man kunne blive draget af gode foredrag og alt, hvad der stimulerer mentallegemet og inspirerer til næring af idé- og intuitionsverdenen.
Måske bliver man endda inspireret til at starte på helt nye projekter, der ikke har været afprøvet før. Det handler om planeten Uranus (frigørelse, originalitet, oprør og selvstændighed), der for tiden transiterer et andet jordtegn, Tyren, der står i et gunstigt aspekt til Stenbukken. Især mennesker født i dagene 13. – 18. januar vil mærke planetens indflydelse.
Det kan handle om, at man pludselig bliver sikker på, at man skal starte sit eget firma eller udvide det igangværende med en helt ny idé eller ny metode. Det kan handle om, at man drejer sit liv 180 grader væk fra det ”gamle” liv og begynder på en frisk et andet sted på kloden. Eller man får endelig sagt JA til det i livet, der er ens eget inderste behov. Endelig gør man det, der er sandt for både krop, sjæl og ånd.
I de første tre måneder af året sender energiplaneten Mars sine stråler fra Skorpionens tegn, der står i opposition til Stenbukken. Mars sætter skub i jeg-bevidstheden og fyrer op under den fysiske verden med ofte forøget lyst til at gøre noget aktivt. Man kunne forestille sig, at Stenbukkens mennesker bliver inspireret af familiemedlemmer eller venskabsrelationer til at deltage i fysiske aktiviteter så som pilgrimsrejser, fitnessglæder eller andre konkrete aktiviteter, der giver energi til krop og sjæl.
Transformation og påbegyndelse af nye projekter.
Der er sikkert mange mennesker, født i Vandbærerens lufttegn, som har hørt om dels det kollektive skift fra Fiskens tidsalder til Vandbærerens tidsalder. Et bevidstheds- og identitetsskift, hele menneskeheden og jordkloden står foran. Det er nok også velkendt, at planeten Pluto (eksistentielle valg, liv og død og transformation) i november måned 24 skiftede endeligt stjernetegn fra Stenbukken til Vandbæreren, hvor den bliver i de næste 20 år.
I denne periode berører det mennesker født de første 3-4 dage i tegnet, og nogen har sikkert allerede mærket Plutos transformerende indflydelse, idet planeten allerede har ”besøgt” tegnet to gange for nu endelig fra 19. november 2024 er blive i tegnet.
Man kalder Pluto en første stråleplanet, der ifølge den esoteriske astrologi handler om VILJE til livet – at man vil livet. Når Pluto arbejder, f.eks. med Solen i horoskopet, så udvides ens bevidsthed markant gennem indre eller ydre oplevelser, ofte af eksistentiel karakter. Man oplever en livsetape, hvor alle sanser skærpes, og man bliver konfronteret med at skulle vælge en helt ny hverdag. Plutos indflydelse åbner for dybe livsoplevelser, der berører både krop og sind og derved frivilligt eller ufrivilligt inviterer større spirituel bevidsthed ind.
Planeten Jupiter (filosofi, retfærdighed, hjerteenergi og optimisme) influerer også Vandbærer-mennesket i denne periode, idet den går gennem et andet lufttegn, Tvillingerne, i årets første fem måneder. Det kunne indikere en tid, hvor man kan opleve en form for medvind i de projekter, man har gang i. Mange vil sikkert opleve en større synkronisitet i livet, hvor man øjeblikket efter, man har formet en tanke, pludselig oplever den manifesteret ud af det blå.
Nogen vil decideret føle, at de er inde i en heldig periode, som man skal tage til sig. I gamle dage kaldte astrologerne Jupiter for ” lykkeplaneten”.
En tid til at afslutte projekter, der har en langvarig virkning i livet.
Jeg har lagt denne overskrift til Fiskens tegn, fordi to kollektive planeter går gennem tegnet i denne periode.
Planeten Saturn (ansvar, lederskab, seriøsitet og grænsesætning) bruger to et halvt år gennem hvert tegn, og den berører i denne periode op til 24. maj mennesker født i dagene 4. – 19. marts. Mange vil mærke Saturns indflydelse som et opråb om at tage mere lederskab og grænsesætning i livet, både privat og arbejdsmæssigt. At man tager ansvar for sin egen indre psykiske tilstand og ikke projekterer egne skyggesider ud på andre og giver dem skylden. Man begynder at tage ansvar for ”far og mor”-rollen til sig selv, bliver simpelthen voksen i psykologisk forstand uanset barndommens eventuelle svigt og andre mangler.
Mennesker født i dagene 13. – 19. marts vil mærke planeten Uranus’ (selvstændighed, originalitet og frihed) indflydelse. Måske føler disse mennesker tilskyndelse til fornyelse af nogle livsområder, der trænger til et skub for at åbne op til en dybere og mere kreativ vinkel. Andre vil føle sig tilskyndet til at springe ud på det dybe vand og blive selvstændige inden for et andet område end det, de plejer at arbejde med.
I hele perioden går energiplaneten Mars gennem et andet vandtegn, Skorpionen, i et gunstigt aspekt til Fiskens tegn. Det kan fyre godt op under menneskers fysiske energiniveau og lyst til at få praktiske ting fra hånden. Der kan opstå ekstra energi og fokus på familiesammenkomster, hvor børn og kreative lege kan komme i centrum.
Det er en god tid til at finde omsorg for sit indre barn og give udtryk for sine følelsesmæssige behov.